TOSKAFT FRA HØJBEDET

Der var engang et staudebed. Det lå i en lillebitte have foran et gult hus lige ned til en å. Hvert år kom der nye planter til og derfor blev der flyttet rundt på alle dem der stod der i forvejen. Lige som astilbe og frøstjerne havde vænnet sig til hinanden blev de omplaceret fordi en stormhat var kommet hjem fra planteskolen. Ingen nåede aldrig for alvor at slå rødder. Men en konstant tilførsel af muldvarpeskud og regnorme gjorde livet i haven til en fest. Intet nyt skud eller hængende hoved gik upåagtet hen, men blev ”ordnet” og noteret ned i en lille bog, hvor man også kan læse om vindretninger, måneknuder og rygsmerter.

En februar dag, var der ikke mere nogen til at holde øje med staudebedet. Den gamle kone lukkede øjnene for sidste gang mens astilbes og alle de andre sov vintersøvn. I marts blev de gravet op – næsten sovende og flyttet fra grejsdalen til Emborg sogn 68 km mod nord vest.

Nu står de i mit højbed og må klare sig så godt de kan. Jeg lover dem vand og gødning i ny og næ. Prøver at huske deres navn men ellers får de lov at stå i fred og brede deres rødder ud, og intet bliver noteret ned i små bøger. Den 4. juni plukker jeg en buket, på den gamle kones fødselsdag.

At de nu har fået et evigt liv i Toskaft fra Højbedet, havde de aldrig drømt om. Men de sprang ud en efter en henover et forår og en sommer med arbejdsro og jeg tog farverne, og kærligheden til min mor med mig på værkstedet.

Anne Mette Larsen april 2021